• Åbningstider
    • Mandag 6:00-17:00
    • Tirsdag 6:00-17:00
    • Onsdag 6:00-17:00
    • Torsdag 6:00-17:00
    • Fredag 6:00-16:00
  • Lundsager 1 5540 Ullerslev
  • Tlf.: 45 63 35 08 84 info@bornehuset-ullerslev.dk

Ferie

Home Ferie

Ferie info

Alle helligdage er lukkedage, derudover har vi lukket dagen efter Kristi Himmelfartsdag, grundlovsdag 5 juni, juleaftensdag 24 december og nytårsdag 31 december.

Dagene mellem jul og nytår, er kun med pasning for dem med reelt behov.

Alle børn har, ligesom voksne, brug for ferie. Deres institutionsliv er ligesom et arbejde og de er på i mange timer af dagen uden pauser for der er meget læring at forholde sig til i institutionen.

I sommerferien skal børnene minimum have 14 dage sammenhængende ferie og helst 3 uger.

 

Helen Lyng Hansen, netsundhedsplejske skriver om det at holde ferie som familie:

1) At gå i dagpleje, vuggestue og børnehave er hårdt arbejde. Og mange børn har en arbejdsdag, der er længere end forældrene, fordi der også kommer “rejsetid” oveni. For børn er det naturligt svært at overskue en hverdag fyldt med mange andre børn og voksne. Der er mange regler, mange rutiner, som skal følges, og som man skal finde ud af – og så bliver man naturligt træt.

2) Det er vigtigt for børn at være sammen med deres forældre. I en travl hverdag, hvor forældre er på arbejde og børn i dagtilbud, kan det være svært at finde tid nok til nærvær og samvær.Nærvær betyder, at man skal være hundrede procent til stede i situationen. At mor og far ikke tjekker telefonen, sender e-mails eller lignende, når barnet forsøger at få kontakt. At være nærværende betyder, at vi lytter til barnet, ser barnet, sætter os ind i barnets situation – og ikke sidder og tænker over, hvad der skal ske til mødet i morgen.

Ferietid er derfor tid til nærvær

3) Ferie giver barnet mulighed for at udvikle sig. Mange pædagoger fortæller, at de kan fornemme, at børnenes udvikling “har taget et ryk”, når de vender tilbage til institutionen efter ferie. Det handler sandsynligvis om flere ting, f.eks. at børnenes erfaringer får tid til at lagre sig. Det børnene lærer i hverdagen falder på plads under ferieperioden, hvor der er mere ro end i hverdagen.

4) Ud af kedsomhed springer fantasien. I mange familier kommer børnene i begyndelsen af ferien og siger “jeg keeeder mig, hvad skal jeg lave?” Når børn får ferie, og kroppen skal ned i gear, så kommer rastløsheden. Barnet er vant til en travl og stresset hverdag, og det er svært pludselig at “lave ingenting”. Og så er det, at børnene giver udtryk for at kede sig, hvilket de skal have lov til. Når mors og fars forslag ikke hjælper, så er det netop fordi barnet ikke har brug for forslag, men skal have lov til at finde roen, koble fra og finde ud af, at det nu er ferietid. Og så går fantasien i gang, og barnet begynder selv at komme med nogle forslag til leg. Her er det naturligvis vigtigt, at vi som forældre lytter til barnets forslag, så nogle af de ting, som barnet gerne vil, kan lade sig gøre.

5) Det er okay at savne sine legekammerater. Pas på ikke automatisk at tænke, at dine børn har det bedre i institutionen, hvor der er nogen at lege med. Selvom dine børn har det dejligt sammen med vennerne fra institutionen i hverdagen, så er det okay, at de ikke leger sammen hver dag, når det er ferie. Børn har stadig glæde af en pause fra hverdagen og tid uden venner – og i stedet være sammen med familien. Naturligvis kan man stadig lave legeaftaler en gang imellem, men det er også okay, at man er hjemme så længe, at man begynder at savne sine venner og legekammerater,og begynder at glæde sig til at komme tilbage til dagpleje eller institution.

6) Konflikter mellem søskende kan være lærerige. Nogen siger, at de konflikter som opstår mellem søskende er med til at forberede børnene på det parforhold, som de skal indgå i senere hen. Det kan være rigtig svært at rumme konflikter mellem søskende – især i ferieperioder, hvor vi forældre jo helst vil have, at vi hygger os sammen og netop nyder, at vi nu har ferie og tid sammen. Så når børnene slås på bagsædet af bilen eller slås om legetøjet eller nogle gange har konflikter, som du slet ikke ved, hvorfor er udløst, så er det vigtigt at hjælpe dem med en løsning.

Jo mere dine børn føler sig inddraget, set, mødt og lyttet til, jo mere hvert barn føler sig taget hånd om, jo mere hvert barn oplever oprigtig interesse, kærlighed og omsorg, jo mere nedbringes antallet af konflikter.